Kategoriarkiv: Jazzcafe

JazzCafé med EKKO indledte forårssæsonen

Jazz og korsang er noget, der fylder i Engesvang. I hvert fald var kulturhuset Den Gamle Biograf fyldt, da der torsdag aften var forårssæsonens første JazzCafé Engesvang.

Det var så også udelukkende med lokale kræfter, nemlig jazzbandet Hot & Sweet Jazz Band under ledelse af Torben Sørensen og det lokale kor, EKKO, under ledelse af Joan Frost. Og de mange mennesker – cirka 80 – skabet en god stemning.

Men stemningen bliver ikke ved at være lige så god, kunne jazzcafeens bagmand, Torben Sørensen, afsløre ved koncerten.

JazzCafe med Hot & Sweet Jazz Band og koret EKKO. Foto: Hans Jørgen Hansen

– Den her forårssæson bliver så også den sidste. Det har desværre ikke kunnet lade sig gøre at sammensætte en bestyrelse i den lille forening, der har står bag JazzCafé Engesvang. Vi har penge og ressourcer til de fire koncerter, der er planlagt her i foråret, men så er det også slut. Det ser det i hvert fald ud til lige nu, siger Torben Sørensen.

Det var ham, der tog initiativ til JazzCafé Engesvang i 2014. Siden har der hvert år – dog med en corona-pause – været otte jazzkoncerter skiftevis i kulturhuset Den Gamle Biograf og Bøllingsø Bryghus.

Hot & Sweet Jazz Band har været husorkester, som har lavet flere af koncerterne hvert år. Det er Torben Sørensen, der blandt venner i det midtjyske jazz-miljø, har formået at få jazzbands til at optræde i Engesvang for en symbolsk betaling.

–  Jeg er da ked af, at det ser ud til at være slut nu. Jeg er lidt stolt af at fået så mange dygtige musikere til at optræde her i Engesvang. Heldigvis har jeg stadig vores eget band, som jeg håber, kan få lov til at spille mange år fremover både i Engesvang og andre steder, siger Torben Sørensen.

JazzCafe med Hot & Sweet Jazz Band og koret EKKO. Foto: Hans Jørgen Hansen

JazzCafe med BJ Hot Swing

Torsdag 28. april kl. 19.30

Med afsæt i den spillestil, som den legendariske Hot Club De France-kvartet udødeliggjorde i 30’erne og 40’erne, giver BJ Hot Swing deres bud på, hvordan swingmusik fra jazzens storhedstid skal fortolkes. Musikken spilles autentisk og virtuost med glimt i øjet og lejlighedsvis sang.

Besætning: Niels Kaas (violin), Gorm Øland (sologuitar/ kor), Niels Præstkær (guitar/sang), Ingrid Robak (kontrabas).

plakat BJ Hot

Der er – som altid i JazzCafe Engesvang – gratis adgang for alle.

JazzCafé med The Old Barbershop Singers

torsdag 3. marts kl. 19.30

I det oprindelige JazzCafe-program for denne sæson, står der at jazzviolinisten Ove Brill optræder sammen med Hot & Sweet Jazz Band. Ove Brill døde desværre i august.

Derfor bliver koncerten i marts i stedet et genhør med The Old Barbershop Singers. De har flere gange optrådt med stor succes i JazzCafe Engesvang. De synger amerikansk guldalderswing med et glimt i øjet, og med Mills Brothers som inspirationskilde. Ved denne koncert optræder The Old Barbershop Singers vekslende med JazzCafeens husorkester Hot & Sweet Jazz Band, der som sædvanlig vil levere traditionel jazz. Måske kommer der også en gammel dansk evergreen.

Der er – som altid i JazzCafe Engesvang – gratis adgang for alle.