Der blev fortalt historier – gode historier – i kulturhuset Den Gamle Biograf mandag 4. april. Historier fra fodboldens verden.
Fodboldeksperterne Morten Bruun og Tobias Hansen, snakkede sammen om de gode oplevelser, de har haft med fodbold. Oplevelser de på den måde delte med godt 100 fodboldglade mennesker, som opmærksom sugede hvert eneste ord til sig.
Tobias Hansen har ikke spillet ret meget fodbold, siden han var ungdomsspiller i Engesvang Boldklub. Morten Bruun har spillet på højt niveau, blandt andet på fodboldlandsholdet, der vandt EM i 1992. I mange år har de været kolleger som fodboldkommentatorer på radio og tv, og en del af deres samtale bar da også præg af deres erfaring med at stille spørgsmål mere end selv fortæller frit.
Et centralt emne i samtalen var da også åbenheden hos spillere og klubber overfor befolkningen. De var rørende enige om, at fodboldlandsholdet inden for det eller de sidste år har fået et meget mere hjerteligt forhold til befolkningen.
Blandt andet på grund af landskampen i juni sidste år, da Christian Eriksen faldt om på banen med hjertestop. Morten Bruun og Tobias Hansen kommenterede kampen på henholdsvis tv og radio. Tobias Hansen fortalte, at han havde hulket, da han i radioen skulle beskrive, hvad der skete på banen. Morten Bruun mente ikke, at han blev følelsesmæssigt berørt, men han indrømmer, at aldrig før har der været så lange pauser i hans kommentering. Og han har intet ønske om at genhøre, hvad han sagde i mikrofonen i den aften.
Aftenens samtale i kulturhuset indeholdt da også muntre elementer. Arrangementet foregik samtidig med, at de to lokale superligahold SIF og FCM mødtes på grønsværen, og ikke mindst Morten Bruun, der har været både spiller og træner i SIF, kunne ikke lade være med at bemærke, hvem der burde vinde det opgør.
Fodboldsnakken var arrangeret som to gange 45 minutter og med en pause, hvor publikum kunne købe øl og ristede pølser.
Alt sammen arrangeret af Kulturens Venner, hvis formand, Helga Knorr, var begejstret for aftenen.
– Jeg er faktisk lidt stolt over, at vi har fået stablet det her på benene i løbet af godt tre uger. Det var Tobias’ mor, Bodil Jørgensen, som er i vores bestyrelse, der fik den her fantastiske idé. Hun fik Tobias til at spørge Morten Bruun, om han kunne tænke sig at komme til Engesvang.
Det kunne han godt, og inden arrangementet i kulturhuset var han således til aftensmad hos Tobias’ mor. Da arrangementet gik i gang, gik han til bekendelse og sagde, at trods hans mange år i Silkeborg, har han faktisk ikke før besøgt Engesvang.
– Men jeg har engang været med min datter til et fodboldstævne i Bording. Men det tæller vel ikke på den positive side her, sagde Morten Bruun, hvorefter han blev mødt med et buuh-råb.
Se flere billeder fra arrangementet i dette digitale album: https://photos.app.goo.gl/xEKKBGXpMgn7bNaq6