JazzCafe med BJ Hot Swing

Torsdag 28. april kl. 19.30

Med afsæt i den spillestil, som den legendariske Hot Club De France-kvartet udødeliggjorde i 30’erne og 40’erne, giver BJ Hot Swing deres bud på, hvordan swingmusik fra jazzens storhedstid skal fortolkes. Musikken spilles autentisk og virtuost med glimt i øjet og lejlighedsvis sang.

Besætning: Niels Kaas (violin), Gorm Øland (sologuitar/ kor), Niels Præstkær (guitar/sang), Ingrid Robak (kontrabas).

plakat BJ Hot

Der er – som altid i JazzCafe Engesvang – gratis adgang for alle.

Fodbold-eksperter i kulturhuset

Der er masser af gode historier om fodbold-koryfæer. Det er bare ikke dem alle, der kommer offentlig frem. Det gør de imidlertid mandag 4. april i kulturhuset i Engesvang.

Kulturens Venner har et arrangement, hvor den tidligere fodboldspiller og -træner og nuværende forfatter og tv-kommentator Morten Bruun offentligt tager en hyggelig fodboldsnak med tv-værten Tobias Hansen.

Tobias Hansen, DR Sporten. Foto: Hans Jørgen Hansen

Det er dermed to lokale, der mødes til en sofa-snak. Morten Bruun har haft en stor del af sin professionelle   fodbold-karriere i Silkeborg og værten på DR Sporten Tobias Hansen har haft sin opvækst i Engesvang.

Morten Bruun er udover europamester med det danske fodboldlandshold i 1992, tidligere mangeårig fodboldspiller i Silkeborg IF, tidligere træner i flere forskellige superligaklubber og derudover elsket fodboldkommentator hos både DR og nu fast på TV2.
Tobias Hansen er født og opvokset i Engesvang, er uddannet journalist og har siden 2013 været en fast bestanddel af DR Sportens dækning af både vinter- og sommer-OL, VM og EM i fodbold og ikke mindst Touren på P3, radioens dækning af Tour de France.

Morten Bruun og Tobias Hansen kender hinanden fra deres fælles fortid på Kanal 5 og 6’eren, hvor de sammen har kommenteret massevis af kampe i de bedste spanske og engelske fodboldrækker. De to midtjyder har rejst sammen og har en fantastisk indbyrdes karisma, der kommer til udtryk i kulturhuset Den Gamle Biograf i Engesvang 4. april.

Aftenen i selskab med Bruun og Hansen bliver en mulighed for at få et indblik i spandevis af gyldne anekdoter fra det begivenhedsrige liv, som de to midtjyder lever i sportens og journalistikkens verden. Europamesteren og DR-værten samtaler på scenen, og de inddrager undervejs salens spørgsmål og giver i løbet af aftenen et unikt indblik i en til tider lukket sportsverden.

For at skabe ekstra stemning af fodboldstadion, er der i entré-billetten inkluderet en øl eller sodavand, og i pausen bliver der solgt pølser.

Billetter til arrangementet bliver solgt på Kulturens Venners hjemmeside.

Kabaret med de største filmhits

Fire forestillinger i Kragelund og Engesvang med masser af musik, sang og skuespil

25 af alle tiders største filmhits vil man i de kommende par uger kunne opleve i Kragelund og Engesvang. Ikke som flimrende billeder på et lærred men som levende mennesker og levende musik. Teaterforeningen Krabasken i Kragelund og Kulturens Venner i Engesvang er nemlig igen gået sammen om at arrangere en kabaret-forestilling.

En af sangsolisterne er Sara Rasmussen.
Sara Rasmussen er en af sangsolister. .Foto: Hans Jørgen Hansen

Og i år er temaet altså alle tiders største filmhits, fortæller forestillingens tilrettelægger, Ejner Husted. Der er ved at være et hold, der flere gange har lavet kabaretforestillinger i de to byer med forskellige temaer.

– Vi havde en kæmpe succes i 2019 med kabareten “Ingeman, Olsen & de Forest”, der var baseret på de bedste sange fra Dansk Melodi Grand Prix i 50 år. I filmbranchen ville det have ”kaldt på en 2’er”. Den får publikum så. Og når vi bevæger os i filmens univers, er der vel næppe noget mere passende, end at lade skuespillet fylde mere med oplæg til de mange sange, siger Ejner Husted.

Han fortæller, at der er et ensemble af fem skuespillere, der laver sketch og monologer som oplæg til de sange, der fremføres af tre sangere. Derfor vil man i forestillingen kunne møde både Poul Reichhardt, James Bond og Kirsten Walther.

Musikken leveres af en trio med navnet “AlStrs”, hvor Ejner Hustedstyrer løjerne fra sit trommesæt.

– Selve tilblivelsen af forestillingen er efter samme opskrift som tidligere forestillinger: Det starter med, at vi finder en forfærdelig bunke klassiske sange fra filmens verden, som vi alle kan huske og elsker. Og så har vi gennem flere processer kogt det ned til en sætliste på 25 sange, der afvikles i tre afdelinger, siger Ejner Husted.

I orkesteret kan man ud over Ejner Husted opleve Morten Weje og Kenneth Broberg. Sangsolisterne er Karina Corneliusen, Sara Rasmussen og Kim Munksgaard. Skuespillere er Marlene Bøjlesen, Christina Magni Kjerholt, Charlotte Kops, Kaj Bach Pedersen og Niels Kofod. Lys og lys: Lars Daugaard og Jacob Kofod. Der er premiere i Kragelund Forsamlingshus fredag 11. marts, og forestillingen spiller samme sted lørdag 12. marts. Den følgende fredag og lørdag, 18. og 19. marts spiller forestillingen i kulturhuset i Engesvang.

Til forestillingerne i Engesvang kan man købe billetter på hjemmesiden: Billetter