Kategoriarkiv: hygge

Spil dansk

Engesvang brød ud i fællessang

Omkring 75 Engesvang-borgere brød ud i seng torsdag aften. I det meste af Danmark markerer man i næste uge Spil Dansk-ugen, men Engesvang Musikforening og Kulturens Venner tyvstartede med en sangaften i kulturhuset Den Gamle Biograf.

Spil dansk i kulturhuset 24. oktober 2019. Foto: Hans Jørgen Hansen

18 sange blev det til. Dels sunget af musikforeningens kor, EKKO, og dels fællessange.

Det er en årlig tradition med denne sangaften, og hvert år er det nye personer, der vælger fællessangene. I år var det medlemmer af skolebestyrelsen og nogle klasseråd på Engesvang Skole, der havde valgt.

Derfor var det også et meget bredt repertoire, der blev foldet ud. Der var fra de helt traditionelle ”Livstræet” og ”Gi’ os lyset tilbage” til populære sange, man ikke kan synge som fællessang. Det gælder således youtube-fænomenerne Tobias og Mika, der har lavet en meget populær vrøvle-rap med titlen ”Ikke mere mælk”. Arrangørerne havde ganske vist sat teksten i sangarket til deltagerne, men det blev lyden fra videoen, der fyldte lokalet.

EKKO-korets afdelinger havde også et bredt repertoire fra ”Mads Doss” af Steen Steensen Blicher (1842) til ”Stille Mirakler” af Iben Krogsdal (2018).

I forbindelse med sangaften blev der også gjort opmærksom på musikforeningens alsangs-projekt. Første søndag i hver måned bliver der indbudt til en halv times fællessang. Det fortsætter indtil 75 årsdagen for Danmarks befrielse, 4. maj næste år, hvor man planlægger at have flere alsangs-arrangementer rundt om Bølling S.. Næste alsang er søndag 3. november kl. 19 i kulturhuset.

Se flere billeder i dette album: https://photos.app.goo.gl/ixGyei8hUJBQWFfo6

 

Der blev spillet om Aaboesvejl

Fredag aften var Aaboesvej i Engesvang omdannet til et kæmpe brætspil. I kulturnatten havde Kulturens Venner, Engesvang Lokalhistoriske Forening og Engesvang Kirke indbudt til en underholdende aften, hvor vejen gennem Gammel Engesvang var i spil.

Det blev helt mørkt inden holdene kom i mål. Kulturnat 2019. Spil på Aaboesvej og gospel i Engesvang Kirke. Foto: Hans Jørgen Hansen

Fra den ene ende til den anden ende var der malet felter på asfalten, og de deltagende hold blev hver udstyret med en terning, der viste, hvor mange felter, de måtte gå frem ad gangen. Ved mange af felterne var der opgaver, som vejens beboere havde organiseret.

Der var også felter, hvor beskeden var ”gå i fængsel”. Det betød, at holdet skulle ned til hegnet ved byggeriet af den nye daginstitution, hvor holdet skulle lave 100 streger på en tavle, inden de måtte gå tilbage til spillet.

Bodil Jørgensen fra Kulturens Venner, som selv er bosat på Aabnoesvej, fortæller, at i alt 16 hold med fire-fem deltagere på hver, deltog i legen. Det var både ældre og unge familier med børn.

Da alle holdene var kommet i mål, blev der serveret kaffe og saftevand i kirkens sognehus for enden af Aaboesvej. Her blev det også afsløret hvilket hold, der havde scoret flest point i løbet af spillet og derfor blev begavet med kurv med alskens godter til deling.

 

Aftenen sluttede af i kirken, hvor der var gospelkoncert med Meraki Gospel Choir under ledelse af Lydiah Wairimu og med pianisten James Khoanyana.

– Det var en forrygende aften. Jeg havde helt ærligt ikke troet, at så mange, var hoppet med på spøgen med at lave en hel gade om til en brætspil. Alle var så glade, og der var noget til både børn og voksne, og jeg tror, at alle morede sig. Og så sluttede vi af med en fantastisk koncert, siger Bodil Jørgensen, der fortæller, at hun blev rørt over den medlevende musik i kirken til at gå hjem på.

Flere billeder i dette album: https://photos.app.goo.gl/bZa79wUiw4DW5Hud9

Fællesspisning – Kulturhusets bestyrelse

Mandag 16. september kl. 17.30

Kulturhusets bestyrelse sætter stor pris på
Kulturens Venners arrangementer. Bestyrelsen har derfor besluttet at lave aftenens middag og dermed takke Kulturens Venner for deres arbejde. Kulturhusets bestyrelse består af: Poul Møller, Rosa Larsen, Karin Brønd, Rasmus Røjkjær, Laurids Risum og Niels Lassen.

Pris: 60/30 kr. Køb billetter i Dagli´Brugsen.